Velkommen til søsterloge nr. 68 Klitrosen I.O.O.F.

Tak fordi du besøger vores hjemmeside.

Hvis du er interesseret i at få generel information om Odd Fellow Ordenen, kan du finde mange oplysninger på Ordenens hjemmeside. Du kan for eksempel finde oplysninger om Odd Fellow Ordenens historie, værdigrundlag, ledelse, de fonde, der på landsplan er oprettet til humanitære formål, samt om hvordan man bliver Odd Fellow.

Her på søsterloge nr. 68 Klitrosens side kan du under menupunkterne i venstre side finde oplysninger om logen. Det drejer sig blandt andet om logens historie og ledelse, ligesom der er en kontaktformular, som du er velkommen til at udfylde og sende, hvis du har spørgsmål eller lignende.

Søsterloge nr. 68 Klitrosen blev stiftet den 29. oktober 1977. Indtil da havde de medlemmer, der kom fra vort område, været medlem af søsterlogen i Herning. Logen er under stadig udvikling og har nu et medlemstal på omkring 90.

Vi holder møder den 1. og 3. onsdag fra september til midt i maj, dog afbrudt af en julepause. Møderne holdes i Ordensbygningen, Vasevej 35, Ringkøbing. Bygningen benyttes også af broderloge nr. 17 Steen Blicher, som lod den opføre i 1973. Du kan læse mere om ordensbygningen under logens historie.

En mødeaften er delt i to dele. Først afvikles det egentlige logemøde i logesalen, og derefter er der selskabeligt samvær. Selve mødet afvikles efter en fast dagsorden, der er ens for alle landets søsterloger, og mødet foregår under hensyntagen til Odd Fellow Ordenens høje etik og værdigrundlag.

Ved det selskabelige samvær bliver der serveret et måltid mad, og der er tid til at snakke og hygge sig med hinanden og til at pleje det store sociale netværk, som et medlemskab af en loge giver.

En gang imellem har vi fællesmøder med andre søsterloger og med broderlogen i Ringkøbing. Vi har også aftener, hvor vi inviterer ægtefælle eller en veninde med. Ved det sidste møde før jul er det en fast tradition, at vi har gæster med. Desuden har vi i slutningen af november julestue, hvor overskuddet går til humanitære formål, primært for beboere eller organisationer i lokalområdet. De ting, der bliver solgt ved julestuen, er produceret af logens søstre. Ved julestuen er der også en form for café, hvor man kan komme og købe frokost eller kaffe og kage.

Hvert år på logens stiftelsesdag bliver der uddelt donationer, hvor midlerne kommer dels fra en fond og dels fra overskuddet fra julestuen.

Hvis du er interesseret i yderligere oplysninger om søsterloge nr. 68 Klitrosen, er du velkommen til at kontakte logens overmester eller til at bruge denne kontaktformular, hvorefter vi vil kontakte dig.